VEDTÆGTER FOR VLS Vestfyn
VLS VESTFYN – VI LØBER SAMMEN TiRSDAG DEN 15.MARTS 2022 ·TID TIL LÆSNING: 2 MINUTTER
11 læsninger
VEDTÆGTER FOR VLS Vestfyn.
§ 1) Foreningens navn er VLS Vestfyn. Foreningens hjemsted er Middelfart Kommune.
§ 2) Foreningen er upolitisk. Dens formål er at fremme løb og andre udendørsaktiviteter i Middelfart Kommune. Vi er medlem af DGI.
§ 3) Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-6 medlemmer, som afholder minimum 2 møder om året.
Valgperioden er 2 år og man vælges på den årlige generalforsamling. På lige årstal 2bestyrelsesmedlemmer for 2 år og 1 suppleant for 2 år på ulige årstal vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen med formand, næstformand, kasserer og sekretær hvert år. Regnskabsperiode 01.01 –31.12. Bestyrelsen er beslutningsdygtige, når mindst halvdelen af dens medlemmer, deriblandt formand eller næstformand er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, og i tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udfaldet.
§ 4) Deltagelse i foreningens arrangementer af enhver art sker på eget ansvar. Foreningen har ingen forsikring der dækker medlemmerne. Medlemmer af foreningen forpligtiger sig til under foreningens arrangementer eller ved deltagelse i arrangementer i foreningens navn, at overholde gældende dopingregler samt almindelig dansk lovgivning.
§ 5) Foreningens regnskab revideres af 1 revisor, som vælges for et år af gangen på den årlige generalforsamling.
§ 6 Digital generalforsamling.
Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling.
Stk. 2. Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
Stk. 4. Bestyrelsen skal gøre foreningens medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Stk. 5. Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.
Stk. 6. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.”
§ 7) Dagsorden for den årlige generalforsamling omfatter behandling af følgende punkter. 1. Valg af dirigent 2. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed 3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskabet 4. Indkomne forslag 5. Valg af bestyrelse 6. Valg af revisor 7. Fastsættelse af kontingent for kommende år 8. Æresmedlem 9. Evt.
§ 8) Generalforsamling afholdes 1 gang årligt senest 31. marts. Indkaldelse til generalforsamling varsles med mindst 3 uger via Facebook gruppe. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Forslag der ønskes behandlet under indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 7 dage før afholdelse af generalforsamlingen.
Stemmeberettigede er fremmødte betalende medlemmer, der ikke er i kontingentrestance pågeneralforsamlingen.
§ 9) Forslag til opløsning af foreningen skal vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Det skal vedtages på 1. generalforsamling med 4/5 flertal af de fremmødte og med almindelig stemmeflertal på 2. generalforsamling.
§ 10) Vedtægtsændringer fremlægges til godkendelse på førstkommende generalforsamling. Forslag til vedtægtsændringer udsendes samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.
§ 11) I tilfælde af foreningens opløsning skal evt. midler tilfalde aktiviteter i Nørre Aaby med folkeoplysende eller almennyttige formål som den siddende bestyrelse finder for passende.
§ 12) Tegningsret for foreningen har formanden og kasseren i forening.